Tipslogens medlemmer
Tipslogen har fire medlemmer, som har fået tildelt livsvarigt medlemskab af denne eftertragtede forening. Logen blev stiftet i 1996, og Logens medlemmer har følgende fællestræk:
* Har en passion for fodbold
* Er født i 1975
* Er opvokset i Hillerød
* Blev studenter på Frederiksborg Gymnasium i 1994
* Bor nu i Storkøbenhavn sammen med kæreste eller kone og børn
* Elsker god vin
* Genererer tipsunderskud historisk set
Du kan læse mere om Tipslogens medlemmer nedenfor.
Claes
Navn: Claes Meldal
Titel i Tipslogen: Kassereren
Claes er sidens "webmaster" og må ofte tage imod drøje hug fra de andre medlemmer, når siden ikke virker efter hensigten.
Claes elsker at spille "sikre tegn", og man skal se langt efter odds over 1.5 i hans oddsportefølje. Når man spiller små odds, skal man selvsagt ramme plet ofte for at følge med – og det gør Claes. Han har en sublim evne til at finde de sikre tegn, der virkelig er sikre. Når Claes alligevel genererer underskud, hænger det sammen med den utålmodighed efter gevinster, der ind imellem er kendetegnende for alle medlemmer. Til trods for titlen som Kasserer i Logen er det ofte Claes, der tager initiativ til Logearrangementer og sørger for det praktiske. Claes får med andre ord tingene til at ske i Logen, mens de resterende medlemmer ofte kun når at klø sig i bagdelen.
Claes er indehaver af den uofficielle Logerekord i bedste sædkvalitet. Til trods for et enkelt fejlskud i bøssen har Claes dog i 2007 som andet medlem formået at levere den obligatoriske Logetronfølger i lille Andreas.
I Premier League støtter Claes London-mandskabet Chelsea, som Logen havde mulighed for at følge på nærmeste hold under besøget i London i november 2002. Han påstår dog, at han ikke er en af de mange Chelsea-wannabe-medløbere, der er kommet til i løbet af de sidste par sæsoner. Næh, han var med helt tilbage i de gamle old school-dage, hvor Dave Beasant vogtede buret, Kerry Dixon og Kevin Wilson var tophakkere, og Dennis Wise dårligt var tør bag ørerne - hvilket med andre ord må være en del år siden.
Claes har tilbragt flere år i staten Missouri i det amerikanske Midtvesten. Herfra har han medbragt den tilbagelænede "farmboy"-stil, som gør disse mennesker så omgængelige. Han var således også den person på Engelsk Institut på KU, der havde den mest autentiske Midwestern "twang".
Hans hobbies omfatter - ud over fodbold - bl.a. rødvin. Denne hobby er noget nær universel i Tipslogen. Claes' favoritlande er Australien og USA, hvor især rødvin fremstillet på druerne Zinfandel og Shiraz kan få et saligt smil frem på hans læber. Til trods for kærligheden til vin er Claes det eneste medlem, der har medbragt en vin til de eksklusive Q-middage, som var så ringe, at de resterende medlemmer nægtede at drikke den.
Efter at have spillet klubfodbold siden sin 6-års fødselsdag har Claes uigenkaldeligt lagt støvlerne på hylden. Det bliver kun til lidt hyggebold en sjælden gang i DAI-regi. De sportslige ambitioner er stillet i bero, for arbejdet tager en del tid, og så har Claes jo også de små guldklumper Laura og Andreas at tænke på. Logens første pigebarn kom til verden den 2. maj 2005, og den 5. februar 2007 blev Laura efterfulgt af lille Andreas, som Logen venter sig meget af.
Er en fremragende kommunikatør på dansk og engelsk og er p.t. ansat som kommunikationskonsulent i it-virksomheden Maconomy.
Claes bor til daglig ved Vallensbæk Strand.
Jesper
Navn: Jesper Secher Borgen
Titel i Tipslogen: Tourlederen
Jesper topper p.t. Logens All Time-liste og kan således bryste sig af at være det Logemedlem, der har spillet flest penge i Logens slunkne pengekasse historisk set. Som tipper er Jesper ikke bleg for at fyre et stort systemspil af, når indtjeningen ikke har været optimal. Netop disse systemspil og viljen til at satse stort har ofte båret frugt, hvilket har udmøntet sig i et stort antal vundne tipskvartaler gennem årene. Dog forfalder denne tipper ofte til at bebrejde de små marginaler for sit momentvist svigtende tipsheld. Og hvis Logen havde en 25-øre for hver gang, Jesper havde tænkt RIGTIG meget på at spille et højt odds, som senere viser sig at gå hjem, ville Logen være økonomisk uafhængig på nuværende tidspunkt...
Er Logens benjamin, da han først blev født et par uger før nytåret 1976. Dette har dog ikke forhindret ham i at finde sig til rette som Logens Tourleder, som tit viser resten af Logens medlemmer rundt, når Logen er på tur. Det har Logen haft stor glæde af, selvom Jesper efterhånden – både berettiget og til tider uberettiget – er blevet afsat som Tourleder et firecifret antal gange gennem årene efter mere eller mindre utilfredsstillende beslutninger i sin egenskab af Tourleder. Han er dog hver gang blevet genindsat, for eksempel da han førte Logen til en supergod og prisbillig restaurant i Barcelona, hvor Logen bestilte samtlige retter på menukortet og derefter trillede hjem.
Jesper er Logens mest businessmindede medlem, hvilket også har forplantet sig til hans valg af uddannelse. I februar 2003 blev han færdig med kandidatdelen på finansieringslinjen inde på Handelshøjskolen, eller Handelsfolkeskolen, som visse Logemedlemmer ynder at kalde stedet. Og i juni 2003 blev han tilmed ansat som projektkonsulent i Ejendomsinvest, hvor han såmænd stadig slår sine folder – nu som projektchef i moderselskabet Proark.
Holder meget af skisport, fodbold og beachvolley, og han bestrider da også posten som Logens bedste alpine skiløber. Desuden har han som gammel angriber i blandt andet HGI og HB og som mangeårig fodboldtilskuer et stort kendskab til dansk og international fodbold. Favoritholdene i den hjemlige liga er først og fremmest OB og dernæst Brøndby. Han har dog af gode grunde kastet al sin fokus over på OB på det seneste. Af udenlandske favorithold kan nævnes Glasgow Rangers, Groningen, Barca og Arsenal
Jesper har ligesom de andre medlemmer af Logen stor hang til rødvin og har i årenes løb oparbejdet en imponerende viden om især fransk og italiensk vin. Favoritområderne er franske og italienske og omfatter bl.a. Rhône, Amarone, Brunello og naturligvis Barolo.
Flyttede i januar 2004 ind i en lækker lejlighed tæt ved Vibenshus Runddel - og lige før årsskiftet 2005 flyttede kæresten Camilla såmænd med. Her har de en glimrende base, som Logen tit har benyttet til at se diverse Champions League- og VM-kampe.
Kaare
Navn: Kaare Christensen
Titel i Tipslogen: Kokken
Kaare er Logens blonde islæt og indehaver af Logens suverænt dårligste tips-trackrecord, heriblandt 5 kvartalsnederlag i træk. Kaare har det med at gemme på pengene og først fyre dem af sted i absolut sidste øjeblik. Dette skyldes til dels snuhed og taktik – vil han nok hævde – mens andre argumenterer for, at han blot er sent ude, fordi andet har været forbi hans næse. Kaare har nemlig mange jern i ilden, og hans arbejde i ejendomsbranchen tager ofte mange timer. Efter 2 år hos ejendomsselskabet Sadolin & Albæk er turen nu gået til konkurrenten Schaumann, hvor han planlægger indkøb og analyserer projekter. Dette er næppe tilfældigt, da Schaumann for nogle år siden overtog det gamle aktieselskab bag klubben AB. Herfra forsøger Kaare nu at arbejde sig op til chefstolen, som hans store idol Per "Bubber" Frimann gjorde tidligere.
Når tiden ikke går med arbejde, går en stor del af tiden med fester, fødselsdage og andre kobberbrylluper (som Kaares far har dansk rekord i med 3 stk.) og Logen har i tidens løb måttet aflyse utallige arrangementer, fordi Onkel Svante og de andre har lagt bånd på Kaare.
Kaare har tilige Logens (og sandsynligvis også verdens) længste øgenavn, hvori der indgår ikke færre end 20 delnavne og ca. 130 bogstaver. Har desuden skiftet frisure temmelig mange gange gennem årenes løb, hvor han bl.a. har kopieret så store navne som Peter André, Niki Zimling og Tobias Grahn.
Dette medlem har tilbragt adskillige år på University of Central Florida i Orlando, hvor han tillagde sig en surfer-agtig, afslappet holdning til de fleste ting her i livet. Manden har desuden uofficiel danmarksrekord i bachelorgrader, da han har meritoverført fag frem og tilbage over Atlanten, indtil skrankepaverne ved alle hans universiteter blev trætte af virvaret og skrev under på hans papirer.
Har desuden lidt af en skofetich og ryger tit og ofte i fælden, når han begår den store fejl at tage på shoppingtur uden skyklapper på. Derfor har knægten temmelig mange par flunkende nye sko stående hjemme på Adelgade, som flittigt luftes til det massive antal familiearrangementer, som han deltager i.
Er Logens bedste windsurfer, hvilket han beviste på La Santa i oktober 2002 med en hæderlig 4. plads i det ugentlige surf race.
Støtter Orlando Magic i NBA, hvilket vel er meget naturligt efter at have boet tre år i Disneyworld-byen. Dette udmønter sig af og til i et lille insider-tip på Magic. I NFL har han støttet Tampa Bay Buccaneers siden de mørke firsere, hvor holdet præsterede at have den dårligste record adskillige år i træk. Super Bowl-sejren i januar 2003 var en stor sag, som han naturligvis fulgte med liv og sjæl. I Premier League hedder Kaares favorithold Tottenham Hotspur og i superligaen FCK.
Sidst i 2004 lagde Kaare sidste hånd på sit speciale og kan nu kalde sig cand.polit.
Bor i Adelgade sammen med kæresten Maria, som til sommeren 2008 bliver hans frue, hvilket de øvrige medlemmer ser frem til med spænding.
Martin
Navn: Martin Mayntz Johnsen
Titel i Tipslogen: Formanden
Martin går under den autoritative titel Formanden, og med tiden har titlen dannet præcedens for hans position som Tipslogens formand.
Formanden er uden tvivl Logens største og nok også eneste bondeknold. Formanden og hans frue Tine har sammen med Formandens forældre investeret i et mindre landbrug i Smørum.
På Farmen holdes heste, mens markerne er bortforpagtede. Til Farmen hører også et lille stykke søbred, hvilket går fint i tråd med Formandens ubestridte tatus som Logens absolutte fiskeekspert. Formanden lader hånt stå om sofistikerede kokke og producerer uden de store armbevægelser nogle af de bedste fiskeretter, man kan komme i nærheden af. Til denne kunst er repetoiret udvidet med en funklende ny rygeovn, hvor alskens bark og spåner omdanner rå fisk til små delikatesser.
For dette medlem er det dog ikke nok bare at være med. Det resulterede i, at han for et par år siden fiskede en dansk lakserekord op af Østersøen. Bæstet vogter for tiden over trofæhylden på Farmen, og spørgsmålet er, om alle mon synes, den er lige lækker.
Foruden fruen, Farmen og laksebæstet har Formanden som eneste medlem leveret to sønner, som med tiden vil kunne føre de stolte Logetraditioner videre. Tronarvingen Markus er lidt af en krudtkarl, der til forskel fra sin far kan snakke selv fanden et øre af. Han står ikke tilbage for så meget, men mejetærskeren Frank tilhører nu ikke lige denne kategori. Sidste skud på stammen er lille William (vi er alle helt sikre på, at det ikke er postbudet, der har været forbi), der blev døbt i Smørum Kirke i efteråret 2007. Det kunne ved selvsamme begivenhed konstateres, at parrets venner stort set alle som én har reproduceret, og spørgsmålet er om Formanden også i denne henseende har tænkt sig at gå efter guldet - skal der sættes en søn nr. 3 i søen i 2008?
Uden den store praktiske erfaring fra de grønne græsmarker er Formanden en solid kender af dansk fodbold. Mangt en bookmaker har fortrudt et gaveodds uddelt i de lavere danske divisioner, for tro os, dette medlem skal nok spore det. Til trods for sine mange insidere på de danske fodboldbaner har Formanden ikke et desideret favorithold, hverken i DK eller i udlandet. Hvis man presser ham lidt falder Bundby og Vild Med Dans, dog lige for.
Over de seneste sæsoner har Formandens strategi måske ændret en smule karakter, hvilket har skabt livlig debat i Logen, hvor de resterende medlemmer til tider har haft svært ved at finde det mandige i at sætte størstedelen af sine væddemål på undertippede hunboldhold fra Afrika og Amerika. Ligegyldigt hvad de resterende medlemmer har fundet på at kalde Formandens tips, må det dog konstateres at den omlagte strategi har båret frugt, og Formanden er støt og roligt på vej op gennem Logefeltet efter at have efterladt Kaare isoleret i bunden.
Formanden slår ofte de store linjer op, men hans knivskarpe falkeblik spotter alle detaljer i Logeregi. Intet medlem kan sige sig fri for at have fået en kontant, men ofte tiltrængt røffel med på vejen, når Formanden har opdaget uorden i tingene.
Står som de resterende medlemmer sublimt på ski. Han kører en meget stilren svensk bög og er ikke bleg for at smide både ski og stave under liften til resten af medlemmernes store jubel (beviser forefindes i form af videomateriale).